Artikler og nyheder

Know about last updates

Ny lovgivning kan forbyde turistudlejning

gron andersen

Som mange allerede ved oprettede  Junta de Andalucia i år 2016 nyt register til registrering af ferieboliger som udlejes til ferieophold (Viviendas con Fines Turisticas). Dette nye register har langt færre restriktioner og krav end det hidtil eksisterende register for “Apartamentos Turísticos”.  Dette nye register har givet mange privatpersoner mulighed for nu også at udleje sin feriebolig til ferieudlejning og dermed få en ekstra indkomst.

Udover registrering hos Junta de Andalucia skal ferieboligen ligeledes have kode hos spansk Indenrigsministerium til registrering af ankomst af feriegæster på samme måde som hotel og hotellejligheder hidtil gør det. Ligeledes skal der afregnes skat til de spanske skattemyndigheder af overskud fra udlejen – uanset om man er fast bosiddende i Spanien eller ej.

Mange har budt dette tiltag med åbne arme og har benyttet denne mulighed for at få en ekstra indtægt  på en  feriebolig der ellers i perioder står tom men fortsat har faste udgifter.

Dog er der i mange boligkomplekser også opstået problemer i kølvandet af dette boom af ferielejligheder. Beboelseskomplekser med ellers rolige omgivelser får nu skiftende feriegæster som beboere og naboer til de ellers fastboende boligejere. Gæsterne kender ikke boligkompleksets normer for samliv og i visse tilfælde kan sene grillaftner med dertilhørende larm være til gene for de fastboende naboer.

Den 6. marts 2019 er der trådt ny lovgivning i kraft som giver grundejerforeninger mulighed for at beslutte hvorvidt det skal være muligt at benytte boligerne til ferieudlejning. Der er her tale om at forbyde turistudlejning fra det tidspunkt hvor grundejerforeningens medlemmer beslutter at forbyde turistudlejning i komplekset. Beslutningen skal vedtages af 3/5 af boligejerne. Ferieboliger der allerede er registreret til turistudlejning kan fortsætte med aktiviteten. Dog kan grundejerforeningen pålægge disse ferieboliger ekstra betaling af kvote til grundeejerforening til at dække det forøgede brug af fællesområder og instalationer. Dog må stigning i kvoten for de boliger der udlejer til turistudlejning ikke overstige 20% af den nuværende kvote.

Normalt afholdes der i grundejerforeninger ordinært grundejerforeningsmøde en gang om året. Efter vedtagelse af denne nye lovgivning vil mange grundejerforeninger optage dette punkt som en del af dagsordnen og dermed skal boligejerne tage beslutning om, hvorvidt de accepterer turistudlejning i komplekset eller ej. Vedtages det ved grundejerforeningsmødet at boligerne ikke må benyttes til turistudlejning kan man fremover ikke benytte boligen til dette formål. Som nævnt vil beslutningen kun have effekt fremadrettet og boligejere som allerede har registreret deres feriebolig til turistudlejning vil fortsat kunne benytte boligen til dette formål, dog med risiko for øget kvote til grundejerforeningen.

Som nævnt forventes det at mange grundejerforeninger optager dette emne som et punkt i det førstkommende ordinære møde i grundejerforeningen hvori boligejerne skal tage stilling til muligheden for at benytte boligerne til turistudlejning eller ej.

Hvis man overvejer at registrere ferieboligen til turistudlejning skal men derfor ikke vente for længe med at få boligen registreret hos Junta de Andalucia. Hvis ikke registreringen foretages inden grundejerforeningen tager eventuelt beslutning om at forbyde denne aktivitet i boligerne, så vil det efter mødet ikke være muligt at registrere og benytte ferieboligen til dette formål.

Overvejer man at købe ejendom med henblik på at benytte boligen til turistudlejning er det ligeledes vigtigt, forinden købet, at undersøge hvorvidt der er vedtaget forbud mod turistudlejning i komplekset. Hvis ferieboligen allerede har registrering vil den nye ejer fortsat kunne benytte ferieboligen til turistudlejning men skal dog komunikere ejerskiftet hos hhv. Junta de Andalucia samt Policia Nacional eller Guardia Civil. Registrering og kode er tilknyttet boligen og vil forblive den samme trods ejerskiftet.

Ønsker i yderligere information er i velkomne til at kontakte Lena Grøn og Heidi S. Andersen fra Grøn & Andersen Konsulentbureau på info@gron-andersen.es eller  telefon 951910649 eller mobil 647911302.

Grøn & Anderen Konsulentbureau.